Er snus ulovligt?

Mange hører, at snus er “ulovligt”, da det ofte har fremgået sådan i pressen, men det er hverken direkte usandt eller hele sandheden. Her på siden kan du danne dig et overblik over, hvad der er myte, og hvad der er fakta i de gældende regler for snus i Danmark.

Er det ulovligt at tage snus i Danmark?

Nej! Og det er heller ikke ulovligt at køre bil med snus i munden eller at gå rundt med det i lommen. Det er med andre ord ikke ligesom cannabislovgivningen, men der er visse regler på området, som du kan læse mere om her.

Er det ulovligt at købe snus i Danmark?

Nej! Uanset om du køber tyggetobak eller ægte snus, løber du som forbruger ikke en risiko, så længe du kun køber til privat forbrug. Dog er det ikke kun selve salgsakten, der ulovlig, men også køb af snus med henblik på videresalg – og om det er tilfældet, afgøres af, hvor meget du køber ad gangen. Læs mere om det længere nede på siden.

Er det ulovligt at sælge snus i Danmark?

Ja, og det er sandsynligvis det, du har hørt om, hvis nogen har fortalt dig, at snus er ulovligt. At det er ulovligt at sælge snus fremgår af LOV nr 541 af 29/04/2015, der trådte i kraft d. 1. januar 2016:

§ 19. Detailsalg af tobak, der indtages oralt, og som ikke er bestemt til at ryges eller tygges, er ikke tilladt på det danske marked.1

Portionssnus har længe været forbudt at sælge i Danmark, men før denne lov trådte i kraft, var løs snus stadig tilladt, selvom EU’s regler sagde noget andet. Den historie kan du læse mere om her.

… Men de sælger snus nede i 7-Eleven?

Ja … og nej. Det produkt, de f.eks. sælger i 7-Eleven, og som ganske vist ligner snus og bruges som snus, er officielt ikke klassificeret som snus, men som tyggetobak. Og som det fremgår af loven citeret ovenfor, er tyggetobak undtaget fra forbuddet. Læs mere om det mærkelige forbuds historie her.

Begrundelsen fra producenterne og forhandlerne er, at snus defineres som pulveriseret tobak, mens tyggetobak er grovere, langskåret tobak. I virkeligheden er det en juridisk måde at omgå forbuddet på, men det kan vi jo være ligeglade med. Dog er tyggetobakken fra 7-Eleven ikke nær så godt et produkt som rigtig snus, så det er mest for begyndere eller hårdt trængende snusomaner, der er løbet tør for den ægte vare.

For nyligt er 7-Eleven også begyndt at sælge Epok – begrundelsen er den samme som ovenfor, og hvis man kigger efter bag på dåsen, kan man også se, at der står “Tyggetobak” med småt:

Den letteste måde at genkende, om noget er tyggetobak eller ægte snus, er som regel at se på tobaksadvarslen på pakken: Hvis den står på dansk (frem for svensk) som på billedet herover, er produktet godkendt til salg i Danmark, hvilket betyder, at det officielt er tyggetobak og ikke snus.

Her på siden kalder vi 7-Elevens snuslignende produkt for pseudosnus, som du kan se i vores snusordbog.

Køber du snus over nettet …

Det er fuldt lovligt at købe snus hjem fra nettet, hvilket typisk foregår via svenske hjemmesider, da man godt må sælge snus i Sverige. Dog skal du være opmærksom på to ting:2

  • Hold dig under maksgrænsen: Sikkerhedsstyrelsen vurderer, at tre måneders snusforbrug svarer til 500 gram ren snustobak eller 1500 gram snus inkl. emballage. Dog accepteres en margin på 50%, hvilket betyder, at du i praksis må købe for maksimum 750 gram ren snustobak eller 2250 gram snus inkl. emballage ad gangen. Bestiller man over maksgrænsen, betragtes det som et køb med henblik på videresalg og er derfor ulovligt. Vær også opmærksom på, at det ikke at nok at dele forsendelserne op: Hvis du modtager flere pakker på samme tid, der tilsammen overskrider maksgrænsen, risikerer du ligeledes bøde.
  • Køb kun snus til dig selv: Det er ulovligt at slå sig sammen om et snuskøb over nettet for f.eks. at spare fragten; lægger du ud for din ven, “videresælger” du nemlig i praksis snusen til ham, når du har modtaget det. Dog er det svært at bevise, at du ikke har købt ind til eget forbrug, så i praksis er det vigtigst at holde sig under maksgrænsen.

Bestiller du snus over nettet, og din pakke bliver taget i tolden, risikerer du altså en bøde på flere tusinde kroner, hvis du ikke overholder kravene.

Læs mere om, hvor du kan købe snus på nettet, ved at klikke her.

  1. LOV nr 541 af 29/04/2015: “Lov om ændring af lov om fremstilling, præsentation og salg af tobaksvarer”
  2. Se mere på Sikkerhedsstyrelsen: “Reglerne for snus” samt deres vejledende Facebook-opslag.